Om os

Bokseklubben Rollo

Bokseklubben Rollo blev grundlagt i oktober 1923.

Klubben blev oprettet af blandt andre kobbersmeden David Svensson fra værftet, som også var formand i over 30 år.

Igennem tiderne har der været op- og nedture, men gamle avisudklip viser, at mange dygtige boksere har været en del af klubben. Et navn, der går igen i flere udklip, er sværvægteren Hans Knudsen.

I de første mange år bestilte man bokseudstyr pr. brev, og det blev sendt med toget. I dag sender vi en e-mail og får svar inden for kort tid, og så kører vi selv i egne biler.

Rollo har haft til huse flere steder. I mange år trænede man på byskolen. Efter nogle år i dvale blev klubben genoplivet i Idrætshallen, hvor man trænede i kælderen under små forhold. I 1990 rykkede klubben ned i SG-Hallen, som trods små forhold bød på mere lyse og venlige lokaler.

Vækst, mesterskaber og store events

Efter DM i 2001 hjalp kommunen os med at få lokaler på Abildvej, hvor vi gik fra 100 m² til 500 m². Her holdt vi til i 12 år, men økonomien var stram, så i 2013 fik vi muligheden for at flytte ned i Midtbyhallen. Her har vi stadig til huse i dag, hvor vi nyder dejlige faciliteter, og lokalerne ejes af Rollo.

Klubben har deltaget ved mange mesterskaber gennem årene, men danske mestre har været en sjældenhed. I 1947 havde vi Leif Madsen, som dog hurtigt flyttede til Enigheden. Først i 2003 blev Clay Christensen og Christel Black danske mestre.

Siden har Niels Holstein høstet to DM-titler i supersværvægt i 2012 og 2013.

Siden 1994 har klubben deltaget i mesterskaber på både ungdoms-, junior- og eliteniveau til JM, DM og NM, og vi har samlet høstet 41 medaljer frem til februar 2016.

Der har været afholdt mange boksestævner i Svendborg – bl.a. i Borgerforeningen, Viking, Tvedhallen, SG-Hallen, SG-Huset, Idrætshallen og det ultimative stævne i 2015 i Rundbuehallen på havnen. Det sted er bare perfekt til boksning. Hele 840 tilskuere dannede rammen om et rigtig godt stævne.

Et af klubbens største stævner var DM i 2001, hvor 55 hjælpere sørgede for et vellykket mesterskab. Det satte Rollo på landkortet og banede vejen for bedre lokaler og en voksende klub.

I 2013 fejrede klubben sit 90-års jubilæum med et flot stævne i Idrætscentret. Byrådet var inviteret, og mange dukkede op. Borgmesteren havde rosende ord til klubben i pausen, hvor der blev budt på kaffe til sponsorer og byråd. Selv efter stævnet sendte borgmesteren en tak for en god oplevelse.

Siden november 2015 har Rollo afholdt Fight Night i Rundbuehallen på havnen. Det er et fantastisk sted til boksning, og eventet er vokset til en stor begivenhed. I november 2016 var der udsolgt med 1000 publikummer. Rundbuehallen er en rå, gammel værftshal, som bliver opvarmet og forvandlet til en boksearena. Stemningen er i top med pølsevogn, cheerleaders, flere barer, og de sidste to år har vi haft besøg af professionelle boksere. En aften, du SKAL opleve… og ja, det ER J-dag!

Klub
lokaler

Vi har en træningssal på 240 m² med 10 sandsække og diverse rekvisitter. Der står også en træningsring hævet over gulvet. I et andet lokale har vi 5 mindre træningsringe, hvor sparring foregår. Det betyder også, at to hold kan træne samtidig, selvom deres tid overlapper.

Der er et lille, hyggeligt klublokale til ca. 20 personer, hvor man kan lave kaffe eller te og hyggesnakke. Vi har en stor sauna, som bliver flittigt brugt, samt fine omklædningsrum til både drenge og piger.

Derudover har vi et lille styrkerum med kast mod væggen med tunge bolde og dæk til slagtræning.

Vores indgang ligger bag ved hallen, men der er skilte hele vejen, så det er let at finde.

Der findes billeder af klubben under Galleri.

Hellere et ringhjørne end et gadehjørne

Kom og træn med os – mærk hvordan boksning kan gøre dig stærkere både fysisk og mentalt. Tilmeld dig i dag og tag det første skridt mod en sundere og stærkere version af dig selv!

Støt BK Rollo

Hver gang du tanker på dit OK Kort eller med OK App’en, kan du støtte BK Rollo med min. 5 øre pr. liter.